s. 184-186
´´Det tyranniske men uundværlige hjælpemiddel i samkvemmet`` skriver Ema Gad. Hvor man før har send bud med en skrivelse, telefonerer man i dag.
Opfindelsen (telefonen) spredte sig hurtig i befolkningen.
Telefonhøflighed var meget vigtig, med fraværen til en telefonsamtale, kunne man fornærme nogen der var tilstede.
Man skulle ikke lade sig beherske af sit telefon!!! Ved måltider eller vigtige samtaler burde man at sætte virksomheden ud! Man kunne tabe tråden af en betydningsfuld samtale eller forhandling, når man bliver afbrudt af en opringning!
Man undskyldte sig når der var besøg i huset, før man tog imod en telefonsamtale og holdt den så kort som mulig.
Læge, tandlæge, præst el. lign. burde have en anden der passer deres telefon i modtagelsestiden. Det hænger ikke sammen at drøfte lidelser med patienten og ved siden af veksle replik er angående en skovtur eller en bridgeaften.
Man skulle være høflig, først imod damen der tog telefonen og så mod den man skulle tale med. Når man telefonerede var det første man sagde:´´Er det hos Petersen?``. Efter svaret sagte man sit navn og bad om at tale med den af husstanden man ønskede. Det korte svar herpå var:´´Et øjeblik, jeg skal se om vedkommende er hjemme``.
Det var uhøflig at lægge røret på, uden at sige farvel. Når vedkommende ikke var hjemme burde der skrives en besked og helst med telefonnummer. Hvis man blev afbrudt i en samtale, hvad der hyppig skete, skulle den der har indledt samtalen ringe op igen.
Brug aldrig telefonen for langt tid, der kunne være andre der ville ringe og det var irriterende at høre der er optaget.
Når der er nogen man ikke kunne komme af med, kunne man bare trykke på gaflen og sagte:´´Hallo, hallo er der nogen endnu, apparatet er nok i uorden. Nå vi er jo færdig, farvel og på gensyn``.
Sådan håndterede man telefonen omkring året 1918.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar